Udflugt i Valpolicella - 14. april 2023

Min vandretur i bakkerne

Det blev en lang dag, selvom jeg først spiste morgenmad kl. 9. Jeg skrev dagbog efter morgenmaden og derefter gik jeg en tur op i vinmarkerne. De har skam også bakker med vin og nogen er endda med støttemur. Undervejs modtog jeg en besked fra Sandro, at jeg var inviteret til en kop kaffe. Nu er jeg en meget naiv person, så jeg troede selvfølgelig, at det kun var til en kop kaffe. Det var det ikke!

Det passede fint, at slutte turen med en kop kaffe og et glas vand. Sandro kan stort set kun italiensk, så vor kommunikation foregår vha. Google Translate. Lidt langsomt. Vi skulle ned i hans hule, som er en dyb  kælder, hvor han har lidt kunst, nogle plader og en del bøger, - og så hans forskellige "digestiver", - likører, som han åbenbart selv laver. Vi hørte italiensk rock og gik, efter et stykke tid, op for at få frokost. Vi startede med en drink før frokost, - hvidvin med en Martini Bitter. Han insisterede på, at jeg skulle have traditionel Valpo-frokost, dvs. polenta, salami og gorgonzola.

Dertil lidt vin. Under frokosten annoncerede han, at vi skulle køre en tur rundt i Valpolicella efter frokosten, men at jeg skulle køre hans bil, for han havde mistet kørekortet. Han antydede, at det var pga. promiller. Han har en gammel VW, som åbenbart har nogle problemer med gearkassen, skulle det vise sig. Under turen op ad bakkerne pegede han hvilken vej jeg skulle køre og vi endte til sidst i San Giorgio di Valpolicella ( https://goo.gl/maps/WL6ut5groiZfEdgSA ), hvor der er en fantastisk udsigt mod vest over Gardasøen.

Udsigt til Gardasøen i det fjerne

Enrico Fedrigoli

Vi gik en tur rundt om den fine kirke med det høje tårn og så nogle bronzealderudgravninger. Vi fik lidt at drikke på en bar, hvor Sandro (selvfølgelig) mødte en ven. Han kender alle i Valpolicella. Til Sandros misfornøjelse bestilte jeg en Cola Zero, men jeg var tørstig. De andre så imidlertid ud til at aftale et eller andet og det skulle vise sig, at vi skulle besøge en kunstfotograf i en naboby. Der mødtes vi (selvfølgelig) på en bar, hvor jeg fik kaffe og vand med bobler. Vi gik med fotografen til hans studio. Han fotograferede "analogt", dvs. på gammeldags vis og i sort-hvid. Emnerne var nøgne mennesker i mærkværdige stillinger. De andre talte højlydt om hvorfor analog fotografi var bedre end digitalt. Det er lidt som alle de, der absolut skal lytte til LP-plader og ikke gider sætte sig ind i digitaliseringens udvikling. 

Da vi kørte igen, sagde jeg til Sandro, at vi skulle køre hjem, for jeg ville have en øl. Han løftede skuldrene misfornøjet, men accepterede. Vi kørte mod San Floriano (https://goo.gl/maps/WKGmaSpuH8ie42F58), hvor han bor og hvor baren fra i går ligger. 

Lige da jeg skulle køre ned til parkeringspladsen, pegede han fremad. Nåh, han vil parkere ved baren. Men nej. Han bad mig dreje til venstre og køre ud af byen igen. Vi skulle videre på en tur, som ingen turister kører. Ja, bortset fra mig, som har kørt den et par gange. Indrømmet, det er en flot tur, med mange fine udsigter. Vi endte i Torbe (https://goo.gl/maps/gKZXXxmJtgG2i4UU8), hvor jeg endelig fik min øl. Bartenderen havde været i Aarhus sammen med konen, der sælger vin. Det viste sig, at de havde en vinsmagning i fængslet i Horsens.

Nu ville jeg altså hjem. Jeg var ved at være træt i ørerne af al den italienske snak og det fik jeg da også modstræbende lov til. Vi satte bilen, hvor vi tog den, men da jeg sagde, at jeg lige ville handle i supermarkedet, blev jeg igen beordret til at komme med ham hjem. Jeg skulle spise sammen med hans familie. Heldigvis var hans datter hjemme. Hun taler et næsten perfekt engelsk, så endelig kunne jeg snakke og spørge til Italien og så videre. Det var helt afslappende for ørerne. Middagen stod på en speciel Risotto kogt i Amarone og kun med græskar og ost drysset over. Den prøvede jeg første gang, jeg var hernede og jeg var bestemt ikke begejstret dengang, men datteren og Sandro elskede det. Den var faktisk bedre end den første, så det gled fint ned. Desserten var en påskekage af gærbrød med mandel og sukat. Virkelig lækker. Jeg kan desværre ikke huske, hvad den hedder. Sandro diskede (selvfølgelig) igen op med likører. Jeg kunne nu tage min del, for jeg havde kun 500m hjem. Vi snakkede lidt Valpolicella, olivenolien og min familie, som de var meget interesseret i. Jeg viste billeder af Sonja, børn og især børnebørnene, som de (selvfølgelig) syntes var søde og meget skandinaviske. Ved ti-tiden fik jeg endelig lov til at gå. Sandro ville følge mig lidt af vejen, - nok mest for at ryge en cigaret. Kone og datter er efter ham med rygningen.

Jeg orkede ikke pakke til dagen efter. Jeg satte vækkeuret til kl 7 og gik straks i seng.