Til Roero - 24. april 2023

Solnedgang over Alperne

Det er min plan at køre til Roero og besøge en vingård der, - Lanzarotti. Jeg besøgte dem for et par år siden og jeg blev meget begejstret for deres vine. Vinene er lavet på druen Nebbiolo. Den samme som i Barolo, men vinene er meget billigere. Jeg har sidenhen købt fra dem et par gange. De har ingen dansk importør, men de sender gerne.

Jeg tog afsted fra Valpolicella ved 10-tiden, efter at have støvet lidt rundt efter kontanter, for kortmaskinen virkede ikke. Til gengæld skulle jeg så ikke betale den ekstra skat, der bliver lagt oveni. Jyske dollars, du ved. Jeg havde kun lige kørt 5 min, da jeg opdagede, at jeg havde ladt min rygsæk i stikken tilbage på Fioravante. Vende om, hente den og 10 min senere var jeg samme sted igen. Det blev ikke det store problem, som da jeg glemte min rygsæk på min første tur, hvor jeg lod den stå tilbage i Lichtenstein.

Man betaler for at køre på deres motorveje, men til gengæld er de så også gode, med en fin belægning. Hastighedsgrænsen er 130km/t, men Yamaha'en vil altså gerne køre 150km/t, ligesom en del italienske biler.  Til højre kan man se Alperne hele tiden og på denne tid af året, har de stadig sne på toppen. Jeg kan køre 250km på en tankfuld. Det passer også fint med en pause, så jeg fik en frokost omkring ved Milano.

Lanzarotti havde foreslået to B&B og jeg valgte tilfældigt AgroTurismo San Grato 1883. Der er ikke meget "Agro" over stedet, bortset at det ligge langt pokker i vold uden på landet. Til gengæld er det nærmest et luksushotel, med meget fine og store værelser og pool. Som sædvanlig havde GPS'en lidt svært ved at finde det, men da det gik op for mig, at "1883" ikke er et årstal, men husnummer, gik det lidt bedre. Der var også skilte. Man kan ikke bare køre ind på gårdspladsen. Der er en stor port, som skal åbnes indefra og en dørtelefon, man skal snakke i. Det er sgu lidt svært, når de kun taler italiensk, men til sidst åbnede hun da porten for mig. Hun var noget tilbageholdende med at give mig et værelse, så jeg fik hende til at ringe til Lanzarotti og det hjalp. Jeg tror, jeg har fået deres største værelse. Jeg satte mig straks ud ved poolen og drak et par øl og nød solen. Da tiden nærmede sig spisetid og jeg ikke havde kunne finde et sted at købe ind, bestemte jeg mig for at spise en pizza.

Jeg kørte til en lille by, San Lorenzo, i nærheden, som skulle have en Osteria (lille restaurant), men lige ved siden af, var der en lille købmand. Det valgte jeg så og købte skinke, ost, tomat og brød. En pige kom mig til undsætning med oversættelse. Hun var lige blevet uddannet tolk i engelsk og talte så godt engelsk, at jeg troede, hun var englænder. 

Hjemme igen, satte jeg mig på terrassen, med udsigt til de snedækkede alper og spiste det indkøbte, med en flaske Lanzarotti-hvidvin til. Den lå i køleskabet. Jeg sad et stykke tid med musik i ørerne og ventede på solnedgangen bag Alperne. Jeg tænkte, at den måtte blive flot og det blev den da også, synes jeg.

Nu var jeg træt og gik ind på værelset og gik til ro.