Ankomst til Valpolicella - 13. april 2023

Vi ankom lidt forsinket til Innsbruck. Jeg var forinden blevet informeret indgående om Østrig af vores østrigske rejseledsager. Han var ustoppelig. Så da jeg indså det, kunne jeg lige så godt vende det til min fordel og få noget at vide om Østrig. Det gjorde jeg så indtil han stod af stationen før Innsbruck. Morgenmaden var overraskende god, - altså acceptabel. Så jeg var i rimelig humør til at bestige Brennerpasset, men det kom alligevel som en overraskelse, at det begyndte at sne. Det havde jeg alligevel ikke set komme og aldrig tidligere prøvet. Brennerpasset danner grænse mellem Østrig og Italien og jo længere jeg kom ned i Italien, jo mere forsvandt sneen og træerne begyndte at blive grønne. Området hedder Süd Tirol på tysk og Alto Adige på Italiensk. Hovedbyen hedder Bozen/Bolzano og de sælger rigtig mange æbler til resten af Italien og Europa. Æbletræerne er i blomst nu, så der kommer forhåbentlig ikke frost. Det er ret koldt for årstiden lige nu.

Jeg var helt sikkert faret vild, hvis ikke jeg havde min GPS med og gjorde det næsten alligevel. Det virker som om alt er by, - eller i hvert fald huse med nogle vinmarker imellem. Jeg synes ikke der er nogle særlige kendetegn for hvert område, så da jeg kom til destinationen, kørte jeg forbi, fordi jeg ikke kunne genkende det. Da jeg så på GPS'en, at jeg var kørt forbi, vendte jeg om og kunne så efterhånden godt genkende noget.

Jeg er den eneste gæst endnu, så jeg fik et godt værelse i hovedhuset. Sønnen Marco kunne genkende mig og var glad for at se mig. Han er ugift og hjælper sin mor Carla, -især med at tale med gæsterne. Han kan lidt engelsk. Det er en stor hjælp.

Jeg fik mig et varmt bad og slappede af på værelset indtil jeg gik ud for at få noget at spise. Jeg bor i udkanten af San Pieto in Cariano og der er kun 500 meter til San Floriano, hvor der var en fin restaurant sidste gang jeg var her. Den skulle vise sig at have skiftet ejer og er nu en fiskerestaurant, - og en god en af typen. Jeg kom tidligt, så jeg var alene. Forretten var Carpaccio af sværdfisk og hovedretten var grillede skaldyr. Begge dele var ualmindeligt lækkert. Dertil en hvidvin fra Soave, som ligger lige omme på den anden side af Verona. Resten af vinen forærede jeg til mændene ved baren.

Det pissede ned, for at sige det lige ud, så jeg gik op til baren på hovedgaden og drak en øl og ventede på lidt tørvejr. Vinavlerne er glade for regnen, for det har været en tør vinter og sidste sommer var også meget tør. Finn ringede, mens jeg sad med min øl. Det var et uheld. Han var kommet til at trykke på en knap på Karins telefon, men så kunne jeg da lige spørge om han tilstand efter at have brækket et par ribben ved at fald ned af trappen. Han er kommet så meget til skade, at de ikke kan komme med til Rom, så Sonja og jeg må klare os selv, men det går vel.

Det nåede at blive tørvejr imens, så jeg gik hjem. Jeg så lidt fjernsyn og faldt derefter hurtigt i søvn.